Jeg er vild med denne idé !

Læg mærke til hvad der sker, når de medvirkende får stillet det helt enkle spørgsmål: “Hvad er dit lykkeligste minde?” De fleste må lede lidt i hukommelsen, og det første der dukker op efter pausen er… et smil. Og så får vi som seere indblik i et stykke liv. Og et lille glimt af lykken – som ord, men i endnu højere grad som en følelse der også forplanter sig hos mig som tilskuer. Man mærker det som en en lille sommerfugl i maven, der basker i takt med de medvirkendes fortælling.

Lykken kan ikke indfanges, fastholdes eller tvinges frem. Den opstår pludseligt og somme tider helt uventet, og før vi ved det, er den væk igen. Men den lille film er for mig et bevis på, at vi godt kan dyrke lykken baglæns. At vores mangfoldige liv alle gemmer på fortællinger og minder, som er værd at hive frem og kigge lidt på i ny og næ. Fordi det er dem, som husker os på, hvorfor livet ikke er så tosset endda.

Hvad ville du mon svare, hvis du fik spørgsmålet: “Hvad er dit lykkeligste minde?”