Gæsteindlæg af coach og sygeplejerske, Evelyne Christensen

Det står skidt til med det psykiske arbejdsmiljø på sygehusene forlyder det, stadigvæk. Det fortæller de tidligere kollegaer, jeg stadig taler med. Selvom det efterhånden er år siden, jeg forlod sygehusverdenen, bliver jeg nok aldrig færdig med at skrive om emnet. Én gang sygeplejerske – altid sygeplejerske. Det er sådan, jeg har det.

Udover spareplaner og efterfølgende reduceringer i  personaleantallet hedder det nu regulære fyringer. Tag bare et sygehus I Vestsjælland, hvor de sidste 72 sygeplejersker og andre personalegrupper står for tur  16. december (Opløftende jul at få sig..). Altid har der været job til sygeplejersker, men ak nej, nu skal der kæmpes. Der kommer ca. 65 ansøgninger på bare én stilling, hvis der er en stilling i det hele taget.

Da jeg var sygeplejerske var jeg altid sikker på der var job til mig – allevegne.

I årevis har man skåret personaleantallet ned, lukket sengepladser  mv. Dette har betydet, at det tilbageværende personale må acceptere en endnu større arbejdsbyrde. Ledelsen byder desperat og alligevel konsekvent ind med ekstravagter, for mange arbejdsdage i træk, flere arbejdsopgaver og overfyldte gange. Ledelsen kæmper en brav kamp for at lede opad og nedad, men når budgetter rasler ned, er der fyringsgrundlag igen. Det værste er, at det går ud over vores kære patienter, som vi gerne vil drage omsorg for – og dermed rammes vi også på vores faglighed.

Den negative spiral snurrer, måske uden at vi opdager det: Kan nogen mon se, at når ledelsen og jeg mister os selv, er det fordi vi bliver overbelastet og dermed får stress? Kan ledelsen og jeg selv mon se og mærke, at det psykiske arbejdsmiljø halter midt i travlheden? Kan jeg selv være en god kollega, der udbreder god stemning, når mine stresssymptomer går i gang? Forhøjet blodtryk, hjertesmerter, spændinger i kroppen, infektioner og mere til. Humørsvingninger, glemmer at spise og hvis der spises, er det over en tikkende bombe. Jeg vil mene, at her en ond cirkel, som det kunne komme alle patienter, ledere og medarbejdere til gavn at få rettet op på.

Naturligvis er der altid mulighed for at tale med en kollega eller nærmeste leder om disse problemstillinger. ”Du kommer bare ind på mit kontor, hvis du har noget på hjerte.” Den er hørt ofte.  Men problemet er ofte, at vi ikke har tiden til det. Eller at vi ender med at prioritere det kliniske arbejde højere hver gang, og så hober problemerne, bekymringerne og frustrationerne sig stille og roligt op.

Mit bud er, at den åbne og fælles dialog må og skal opprioriteres på tværs af fagligheder og organisatoriske skel. Vi skal stille spørgsmål, reflektere, lære og handle. Sammen. Også når der er travlt. Vi har som sygeplejersker kompetencen til at være kærlige, konkrete og konstruktive  – brug det dog!

Ved at fokusere med på dialogen i de svære tider, styrker vi den fælles følelse af indre værdighed – eller selvværd, som er helt afgørende for at bære det enkelte menneske gennem kriser og uvejr i livet.

Lad os arbejde på at styrke os selv i uvejret lige nu. Vi kan jo sammen arbejde os hen mod solskinsdage – også i sundhedsvæsenet !