Græder du, når du hører Albinonis Adagio? Jeg gør. Og undersøgelser viser, at opbygningen og tonerne i netop dette stykke musik udløser gråd hos  mange. Musikken her synes at række helt ind, hvor ord ikke længere slår til og hvor følelserne tager over. Vi mærker måske gåsehud, en klump i halsen, en tåre i øjenkrogen… Musikpsykologer har forsket i sammenhængene mellem musik og vores følelser – hvad musikken fremkalder i os, og hvorfor musik (også den sørgelige slags) virker både dragende og udviklende for os.

Høresansen er central i vores overlevelse som mennesker. Den hjælper os til at forstå den situation, vi står i og handle fornuftigt på den baggrund – skal vi kæmpe, flygte, elske, sove, trøste? Høresansen er især vigtig, når vi skal forstå og forbinde os til de mennesker, der er omkring os. Man kan sige: Blindhed adskiller os fra ting – døvhed adskiller os fra mennesker.

Høresansen er en af de første sanser, der udvikles hos fostret, og det er den eneste der aldrig rigtig slukkes – heller ikke hvis vi sover eller er i koma. Den tyske musikterapeut Dagmar Gustorff har specialiseret sig i musikterapi for koma-patienter. Hun synger blidt og ordløst for patienterne i et tempo der er tilpasset puls og vejrtrækning. Patienterne reagerer bl.a. ved dybere og langsommere vejrtrækning, roligere ansigtsudtryk, åbning af øjnene og bevægelse af arme og ben. Mange husker musikken, når de vågner. En patient sagde eksempelvis, at han oplevede komatilstanden som at være en soldat på en slagmark, der kun ønskede at dø. Men da han hørte musikken forstod han, at nogen ønskede, at han skulle leve. Musikken betød håb og en påmindelse om kærligheden fra andre.

Musik skaber samhørighed. Vi danser sammen, synger sammen, lytter sammen. Min dreng på 1 1/2 år kan sidde på skødet og synge Bim bam busse igen og igen og igen og igen. Og mange af os synger, når vi mødes til familiefest eller fodboldkamp. Musikkens form, melodi og rytme sætter os i en fælles stemning og fungerer dermed som en genvej til fællesskab og forbundethed.

Musikken kan også noget, når vi lytter alene. Den hjælper os til at skyde genvej til følelser (både positive og negative), som ikke nødvendigvis bunder i vores egne konkrete oplevelser, men som vi alligevel kan spejle os i. Når vi lytter, får vi lov at opleve tristhed, sorg, længsel, glæde, angst, spænding, fryd, vrede, melankoli mv. på en ‘ufarlig’ måde. Lidt som når vi oplever angsten i Tivolis Gyldne Tårn eller gyser til Von Triers Antichrist. Musikken bliver et ‘følelsernes laboratorium’. Vi bruger musikken til at lege og eksperimentere med følelserne, og derigennem kan vi blive klogere på os selv og skærpe vores følelsesmæssige repertoire. Livet er fyldt med negative og positive oplevelser, følelser og relationer, og det hjælper musikken os til at indstille og forberede os på.

Også i arbejdslivet kan musikken spille en rolle – og i min optik en langt større rolle end den gør for mange af os i dag. Jeg mener, at vi i højere grad kan udnytte musikkens evne til at bryde den daglige trummerum, skabe samhørighed,  få os til at associere på en anderledes måde og (ikke mindst) mærke følelser. Fx handler et hyppigt forekommende stresssymptom om, at vi mister ‘mavefornemmelsen’. Vi får svært ved at mærke efter og skelne mellem det, der er godt og det, der er skidt for os. Følelserne ‘går i kludder’, så vi måske enten reagerer meget voldsomt eller bliver apatiske. Her oplever jeg, at musikken kan være en vej til dels igen at få kontakt til følelserne og dels at få afløb for nogle af de følelser, der måske har hobet sig op. Uden at det forpligter til noget bestemt. Uden at man skal kunne forklare, analysere og argumentere.

Dette indlæg er skrevet med afsæt i musikterapeut og ph.d. Lars Ole Bondes virkeligt interessante bog Musik og menneske (2009). Han afslutter bogen med et skarpt citat af Felix Mendelsohn-Bartholdy:

“Ord forekommer mig så ubstemmelige, så upræcise, så lette at misforstå – i sammenligning med musik, som fylder sjælen med tusind følelser. Det der bliver udtrykt i musik, jeg elsker, er ikke for uklart til at blive udtrykt i ord, men tværtimod for præcist”