Græder du, når du hører Albinonis Adagio? Jeg gør. Og undersøgelser viser, at opbygningen og tonerne i netop dette stykke musik udløser gråd hos mange. Musikken her synes at række helt ind, hvor ord ikke længere slår til og hvor følelserne tager over. Vi mærker måske gåsehud, en klump i halsen, en tåre i øjenkrogen… Musikpsykologer har forsket i sammenhængene mellem musik og vores følelser – hvad musikken fremkalder i os, og hvorfor musik (også den sørgelige slags) virker både dragende og udviklende for os.
Høresansen er central i vores overlevelse som mennesker. Den hjælper os til at forstå den situation, vi står i og handle fornuftigt på den baggrund – skal vi kæmpe, flygte, elske, sove, trøste? Høresansen er især vigtig, når vi skal forstå og forbinde os til de mennesker, der er omkring os. Man kan sige: Blindhed adskiller os fra ting – døvhed adskiller os fra mennesker.
Høresansen er en af de første sanser, der udvikles hos fostret, og det er den eneste der aldrig rigtig slukkes – heller ikke hvis vi sover eller er i koma. Den tyske musikterapeut Dagmar Gustorff har specialiseret sig i musikterapi for koma-patienter. Hun synger blidt og ordløst for patienterne i et tempo der er tilpasset puls og vejrtrækning. Patienterne reagerer bl.a. ved dybere og langsommere vejrtrækning, roligere ansigtsudtryk, åbning af øjnene og bevægelse af arme og ben. Mange husker musikken, når de vågner. En patient sagde eksempelvis, at han oplevede komatilstanden som at være en soldat på en slagmark, der kun ønskede at dø. Men da han hørte musikken forstod han, at nogen ønskede, at han skulle leve. Musikken betød håb og en påmindelse om kærligheden fra andre.
Musik skaber samhørighed. Vi danser sammen, synger sammen, lytter sammen. Min dreng på 1 1/2 år kan sidde på skødet og synge Bim bam busse igen og igen og igen og igen. Og mange af os synger, når vi mødes til familiefest eller fodboldkamp. Musikkens form, melodi og rytme sætter os i en fælles stemning og fungerer dermed som en genvej til fællesskab og forbundethed.
Musikken kan også noget, når vi lytter alene. Den hjælper os til at skyde genvej til følelser (både positive og negative), som ikke nødvendigvis bunder i vores egne konkrete oplevelser, men som vi alligevel kan spejle os i. Når vi lytter, får vi lov at opleve tristhed, sorg, længsel, glæde, angst, spænding, fryd, vrede, melankoli mv. på en ‘ufarlig’ måde. Lidt som når vi oplever angsten i Tivolis Gyldne Tårn eller gyser til Von Triers Antichrist. Musikken bliver et ‘følelsernes laboratorium’. Vi bruger musikken til at lege og eksperimentere med følelserne, og derigennem kan vi blive klogere på os selv og skærpe vores følelsesmæssige repertoire. Livet er fyldt med negative og positive oplevelser, følelser og relationer, og det hjælper musikken os til at indstille og forberede os på.
Også i arbejdslivet kan musikken spille en rolle – og i min optik en langt større rolle end den gør for mange af os i dag. Jeg mener, at vi i højere grad kan udnytte musikkens evne til at bryde den daglige trummerum, skabe samhørighed, få os til at associere på en anderledes måde og (ikke mindst) mærke følelser. Fx handler et hyppigt forekommende stresssymptom om, at vi mister ‘mavefornemmelsen’. Vi får svært ved at mærke efter og skelne mellem det, der er godt og det, der er skidt for os. Følelserne ‘går i kludder’, så vi måske enten reagerer meget voldsomt eller bliver apatiske. Her oplever jeg, at musikken kan være en vej til dels igen at få kontakt til følelserne og dels at få afløb for nogle af de følelser, der måske har hobet sig op. Uden at det forpligter til noget bestemt. Uden at man skal kunne forklare, analysere og argumentere.
Dette indlæg er skrevet med afsæt i musikterapeut og ph.d. Lars Ole Bondes virkeligt interessante bog Musik og menneske (2009). Han afslutter bogen med et skarpt citat af Felix Mendelsohn-Bartholdy:
“Ord forekommer mig så ubstemmelige, så upræcise, så lette at misforstå – i sammenligning med musik, som fylder sjælen med tusind følelser. Det der bliver udtrykt i musik, jeg elsker, er ikke for uklart til at blive udtrykt i ord, men tværtimod for præcist”
8 Kommentarer
Marie skriver:
mar 30, 2011
Fantastisk indlæg! Min kommentar knytter sig mest til brugen af musik til syge: Jeg jeg begynder også at græde! Det er derfor valget og brugen af musik ifht. andre mennesker og specielt syge mennesker kalder på en meget stor ansvarlighed, når man bruger den som “medicin”. Musik er netop et subjektivt “sprog” (som Mendelsohn også beskriver ved sit indskud “, jeg elsker,”) og det er derfor umuligt at lave en fælles enighed om hvilken type der er rart og beroligende for et andet menneske (som fx Musicure påstår at kunne med deres neutrale- eller genrerløse musik). Derfor tænker jeg også at det derfor er meget vigtigt at skelne imellem sygeplejersken som synger en ordløs sang for en komapatient og så en Musicurepude som spiller beroligende musik. Springet fra lyd til musik er flydende og jeg tror man kunne få meget ud af at forsøge at lave åbne lydlandskaber der ikke baserer sige på et traditionelt musikalsk udtryk, men netop på sådanne urlyde som havet, lyden i moderens mave, herunder også moderens nynnen osv. Jeg elsker, som du ved, musik og netop derfor er det SÅ vigtigt at det ikke bliver misbrugt som mirakelmiddel, valgt med ansvar og omhu.
Marie skriver:
mar 30, 2011
Den tilføjede kommentar var fra mig, du ved nok Lille Iber aka. Marie Højlund (glemte lige efternavnet)
Sofie Saxtoft skriver:
mar 30, 2011
Kære Marie
Tusind tak for dine kommentarer. Rigtig god pointe med musik som et subjektivt sprog. Selvom Albinonis Adagio appellerer til mange på en bestemt måde, så kender vi jo allesammen også følelsen af at irriteres (måske endda væmmes) ved musik som andre elsker.
Jeg bliver nysgerrig – hvad tænker du om Musicure som koncept? Og er det mon en vigtig pointe i sig selv, at det er et rigtigt menneske (sygeplejersken/terapeuten/præsten/moderen), der synger og ikke en optagelse?
Marie skriver:
mar 30, 2011
MusiCure er et meget populært produkt, som man bl.a. kan købe på apoteket og som bliver brugt på mange danske (og udenlandske hospitaler) udviklet af komponisten Niels Eje og forskellige forskere som bruger specieltkomponeret afslapningsmusik. Det provokerer mig meget, da jeg ihvertfald falder helt uden for kategori, da jeg ville finde det yderst provokerende og stressende hvis jeg vågnede op fra en ulykke med Musicure i ørene. Musicure lyder nemlig af newage og på ingen måder genrerløs eller neutral (hvilken musik kan dog på nogen måde bære det prædikat?). Du kan se lidt om det (en video som virkelig kan sætte mit #is i kog)
Sofie Saxtoft skriver:
mar 31, 2011
Rigtig interessant, Marie. Jeg har hørt rigtig meget godt om Musicure, så mange kan sikkert få noget godt ud af det. Da jeg skulle føde sidste gang, havde jeg lånt en Musicure-cd på biblioteket (i håb om en fredfyldt, i pagt med naturen-agtig fødsel). Jeg endte dog med at blive mere frustreret end beroliget af at lytte til den. I den (mildt sagt) pressede situation, havde jeg brug for rytme, genkendelighed, energi… så jeg endte med at skifte til min yndlings ITunes-playlists – inkl. Dolly Parton (!), Jeff Buckley, Thomas Dybdahl… Det virkede bedre – for mig.
Igen som du sagde – musikken er et subjektivt sprog.
Marie skriver:
mar 31, 2011
Hvor er det sjovt at du har sådan en personlig historie…dem vil jeg gerne samle på. Ikke for at forsøge at modbevise, men for at nuancere billedet. Jeg faldt lige over et citat idag fra Atmosfære arkitekturens fader Gernot Böhme som beskriver det jeg kredser når han vil:
“kritisere den følelsesmæssige manipulation af folk der finder sted når musikken bruges som akustisk møblement (…) eller når arkitekturen opfører autoritære bygninger såsom kirker eller domhuse der bringer besøgende i en særlig sindstilstand og på den måde giver dem en bestemt tilbøjelighed til enten at være aktive eller passive. For musik og arkitektur kan ikke kun bruges til at udvide og udfylde vores liv; de er også magtinstrumenter.”
Frank Güsmer skriver:
mar 31, 2011
Her rammer du en af mine oprindelige specialkompetencer. Egentlig har jeg det dårligt med at tale om musik – når det virker, så virker det. Men selvfølgelig kan musik bruges terapeutisk – husk på teenageårene. Jeg tror nu nok, det er meget individuelt – Adagio siger mig ikke noget, men der er f.eks. musik af Debussy og Mendelsohn, der har den effekt på mig. Jeg vil genoptage min gamle ekspertise og lave et (digitalt) mix-tape til dig.
Sofie Saxtoft skriver:
apr 1, 2011
Hej Frank
Tak for din kommentar. Jeg vil glæde mig til at nyde godt af din helt oprindelige spidskompetence – ser frem til mix-tape.
Og apropos ungdomsårene får jeg helt lyst til at lave en ‘soundtrack’et til mit liv-playlist’. Når jeg tænker på skelsættende begivenheder i mit liv, er de næsten altid ledsaget af en eller anden form for musik. Det tror jeg ikke, man nødvendigvis skal teoretisere en masse over. Det er bare sjovt at tænke på… Når jeg engang bliver gammel og dement, kan jeg lytte til mit soundtrack dagen lang. Glæder mig næsten…