Powerkvinder som de hæsblæsende Trier-søstre og andre i min mors generation, har været med til at sikre, at jeg som yngre kvinde egentlig aldrig har skænket mit køn særligt mange tanker i karrieresammenhæng. Jeg er opdraget til at tro, at jeg kan gøre, hvad jeg vil – uden særlige hensyn til min baggrund, min alder eller mit køn. Heldigvis. Måske er det også forklaringen på, at jeg bliver lidt træt, når jeg hører om kvindekvoter og kvindekamp. Jeg synes simpelthen, det er irrelevant. I hvert fald i en dansk sammenhæng. Jeg mener, at vi kvinder er med til at opbygge og fastholde billeder af os selv som sårbare ofre, når vi sviner mændene til og påstår, at de har langt bedre muligheder ikke bare i karrieren, men i livet generelt. Jeg synes ikke, det er særligt synd for mig. Og jeg tror ikke, at nogen bevidst forsøger at ‘holde mig nede’, fordi jeg er kvinde.

Til gengæld vil jeg meget gerne snakke med om, hvordan vi generelt kan øge mangfoldigheden rundt omkring i samfundet og i virksomhederne. For kreativitetens, for tolerancens, for udviklingens, effektivitetens, for den enkeltes, for erhvervslivets og for samfundets skyld. Mangfoldighed kan handle om køn, men det kan også handle om uddannelse, ideer, alder, etnicitet… ja, hvad som helst. Pointen er, at vores samfund og dermed jo også virksomhedernes markeder bliver mere og mere mangfoldige, og virksomhederne (offentlige som private) må til en vis grad afspejle denne mangfoldighed for at kunne holde sig skarpe og ajour.

Mangfoldighed handler i den optik ikke om at hjælpe nogen, det er særligt synd for. Det handler snarere om at udnytte de styrker, der ligger mangfoldigheden, til at opnå bedre resultater. I dag er danske topdirektører skræmmende ens - glatbarberede, heteroseksuelle, etnisk danske, slipseklædte, hankønsvæsener. Og det holder selvfølgelig ikke. Lige som det kan være problematisk, når kun 39 ud af landets 2.500 vuggestuepædagoger er mænd. Det medfører en høj risiko for selvsving, når man klumper for mange af én slags. Tilværelsen bliver ligesom lidt for let og løsningerne lidt for indlysende, når vi kun omgiver os med mennesker, der ligner os selv. Den chilenske neurobiolog Maturana taler om, at fundamentet for enhver udvikling er “en tilpas forstyrrelse” (+ refleksion og kærlighed) – vi har altså brug for at blive skubbet til, udfordret lidt ( kærligt) af noget/nogen, der er anderledes, for at få øje på vores egne blinde pletter og nye muligheder.

Mangfoldighed kommer ikke af sig selv. Det kræver fokus og det kræver vilje. Mest af alt til at se kritisk på egne vaner og turde træde ud af sin ‘comfort zone’ - bare en gang imellem. Kvoter udvikler man sig ikke af. Dem følger man bare, fordi man skal. I stedet bør vi arbejde politisk, ledelsesmæssigt og helt personligt på at modarbejde mentalt tunnelsyn og øve os i at blive inspireret - også fra uventet kant.

Fortsat god 8. marts derude!