Er dette billedet på nutidens (og fremtidens?) HR-medarbejder? Jeg håber det ikke! Undersøgelsen Social Media Factbook – Dansk erhvervslivs brug af sociale medier, er netop udkommet, og den viser dog desværre, at danske virksomheders HR-afdelinger sakker bagud, når det handler om at indtænke sociale medier i strategi og praksis. Det virker umiddelbart lidt underligt, når sociale medier netop handler om at bringe mennesker sammen, at skyde genvej til relationer, at gå i dialog. Det virker også underligt, når man tænker på, at sociale medier ofte kan give et solidt indblik i potentielle medarbejderes liv, interesser og kompetencer. For ikke at tale om virksomhedens egne muligheder for at iscenesætte sig selv over for talenter på jobmarkedet. Men faktum er altså, at under 20 % af HR-funktionerne i dag oplever udbytte af sociale medier. Og hele 27,3 % har slet ingen forventninger til udbytte eller brug af sociale medier i fremtiden. Til sammenligning forventer hele 56 % af lederne at de i fremtiden vil anvende sociale medier til at skabe kontakt til nye samarbejdspartnere. 32 % gør det allerede. Inden for kommunikation, salg og produktudvikling er tallene endnu højere.

Jeg kan faktisk kun finde én eneste god forklaring på, at HR er så tilbageholdende, når det gælder sociale medier. Det MÅ simpelthen handle om, at de ‘bløde’ værdier, vi som psykologer og humanister er flasket op med, er kommet til at stå i skærende kontrast til teknologien. At vi mere eller mindre bevidst har besluttet os for, at computere pr definition er menneskefjendske, og at ‘rigtige’ relationer skabes face to face. Den nysgerrighed, vi ellers hylder og behersker, er blevet pakket langt væk, når det handler om at forstå teknologiens muligheder.

Jeg er ved Gud ikke noget teknologisk vidunder. Der er ikke meget elektronista over mig, når jeg sidder ved min oldgamle pc og og skælder den ud (højlydt), når den ikke makker ret. Og jeg kunne næsten ikke interessere mig mindre for diverse gadgets. MEN jeg oplever, at netop sociale medier har været min nøgle til at brænde mere for teknologi. Mit HR-hjerte smelter ved tanken om de mange nye, stærke og meget forskelligartede relationer, jeg har fået bygget op udelukkende via Facebook, Twitter, Linkedin og min blogaktivitet. Sociale medier er for mig blevet en sand guldgrube af kontakter, netværk, salg, idéudveksling, faglig udvikling. Og en oplagt vej til at forstå hvad mine kunder er drevet af og til indsigt i de virksomheder jeg samarbejder med.

Jeg oplever, at de relationer, jeg opbygger gennem sociale medier er lige så gyldige, lige så reelle og lige så vigtige som dem, der opstår væk fra skærmen. Faktisk mener jeg, der kan være kortere vej til venskab, fordi de sociale medier tilbyder en fælles ramme - vi er allerede fælles om noget, så hvorfor ikke sludre? Hvis begge parter eksempelvis er medlem af samme Facebook-gruppe, så har man allerede mindst ét samtaleemne, som begge parter finder interessant. Det kan være sværere at spotte hinandens interesser og finde ligesindede ude i ‘virkeligheden’, hvor kun de færreste bærer rygmærker, der viser hvilke klubber vi tilhører.

Jeg håber, at Social Media Factbook kan sparke gang i diskussionen rundt på HR-gangene og – forhåbentlig – give flere af mine fagfæller lyst til at dykke ned i de muligheder, de sociale medier tilbyder. Ikke fordi vi skal give køb på vores faglige identitet og forvandle os til computernørder. Nej, snarere fordi sociale medier ganske enkelt er skabt til menneskenørder som os.