Du er din egen lykkes smed! Næsten da. Dele af den brogede coaching-branche gør et nummer ud af at fremhæve, hvordan vi nærmest uden begrænsning kan opnå det, vi ønsker i livet. Det kræver bare, at vi sætter os et mål, indstiller vores tankesæt og går efter sejren uden tøven. I min verden er det lidt for let købt. Vi kommer til at overvurdere vores egen evne til at se og forstå hele verden ‘som den er’ (Hvordan klarede du forresten opmærksomhedstesten i videoen?). Vi glemmer, at vi også – og måske først og fremmest – er sociale væsener, som er programmerede til at ‘høre til’ og leve op til de sociale forventninger, der omgiver os. Og vi overser, at vores tanker ikke nødvendigvis er  pålidelige størrelser, men snarere underlagt vores primadonna-hjerne, som går langt for at opretholde et forherligende billede af os selv. Den australske forsker Cordelia Fine har skrevet en tankevækkende og lettere foruroligende bog om netop det. Bogen bærer den danske titel “Din forræderiske hjerne”.

Min mand er et uhelbredeligt rodehoved. Jeg er umådeligt kreativt tænkende. Og finner går med kniv. Og svenskere er ordentlige mennesker med kabelstrik over skuldrene. Og københavnere praler. Og kvinder er omsorgsfulde og drengebørn larmer. Uanset om vi vil det eller ej, så betjener vi os at fordomme som disse igen og igen. De hjælper os til at finde rundt i det sociale landskab, og de giver os fornemmelsen af, at verden er overskuelig og til at forstå. Cordelia Fines (og andres) forskning viser, at det er umådelig svært at rykke ved vores forestillinger om verden, når først de har fundet sig til rette i vores bevidsthed. Selv når vi oplever eksempler, der burde modbevise vores påstande og fordomme, så betragter vi dem helst som undtagelser, der netop bekræfter reglen.

For nylig offentliggjorde Information eksempelvis en undersøgelse af danske skolebørn, som viste, at drenge rent faktisk IKKE er mere urolige eller larmende end pigerne. Helt konkret. Og stik imod hvad lærere, pædagoger og forældre har ment i årevis. Men tror du på det? Nej vel. Ikke helt. Du vil se beviserne. Og dissekere dem nøje. Til du finder en fejl i metoden. Denne tendens til  stædigt at fastholde egne (uunderbyggede) forestillinger kaldes ”overbevisningspolarisering”. Ofte er den så stærk, at vi er prisgivet vores første indtryk. Ikke mindst når forestillingen og indtrykket handler om os selv.

I et forsøg trænede forskere gymnasieelever i at løse et svært matematisk problem. Halvdelen så en videopræsentation, som klart intruerede dem i løsningen. Den anden halvdel så en forvirrende præsentation, der efterlod dem med en følelse af at være matematiske klaphatte, som fumlede rundt med tallene. Efterfølgende fik eleverne forklaret forsøget, og at det altså ikke var dem, men videopræsentationen der var noget galt med. De fik desuden lov at se den klare videopræsentation. Alligevel  bed den mangledne selvtillid (“jeg er en matematisk klaphat”) fra øvelsen sig fast i en grad, så der 3 uger efter forsøget var stor sandsynlighed for, at deltagerne ikke meldte sig til lignende supplerende matematikkurser. Av.

Vores modtagelighed for førstehåndsindtryk handler om, at vores ‘fabriksindstilling’ fra naturens hånd er at tro. Vi kan ganske enkelt ikke bruge så meget krudt på hele tiden at betvivle og reflektere. Vi har brug for autopiloter i tilværelsen. Det er mere effektivt. Vi kan (heldigvis) slå autopiloten fra og ændre overbevisninger undervejs. men det kræver energi. Det kræver at vi gør os umage. Og det kræver også (min påstand) at vi tillader andre at ‘forstyrre’ os i vores tankemønster. Når vi føler os pressede eller distraherede fra mange kanter, så har vi mindre hjernekraft til at foreholde os (selv)kritisk. Vi bliver tværtimod endnu mere stejle.  Og hvis vi bliver konfronteret med vores stædighed, spiller hjernen os ofte et dobbeltpus. Den bilder os nemlig ind, at vi rent faktisk lytter, er åbne og velreflekterede - det er jo bare den andens argumenter der er fuldstændig hen i vejret, uholdbare, grinagtige. Objektivt set. Vores hjerner er ifølge Fine i  udgangspunktet ‘forfængelige’, og strækker sig meget langt for at opretholde positive selvbilleder. Det er en fordel, fordi vi har brug for selvværd for at kunne begå os i verden, men det rummer også risikoen for at udvikle et tunnelsyn, der gør det svært at udvikle sig – og svært at være i stue med andre.

Så er der overhovedet håb for, at vi kan udvikle os til mere åbne, lærende og sympatiske mennesker? I Fines optik kan vi ikke kontrollere vores tanker og hjerner. Tværtimod virker det ofte(st) stik imod hensigten, når vi med vold og magt prøver at discplinere os selv (ikke græde, ikke spise chokolade, ikke, ikke, ikke). Men vi kan øve os i at være opmærksomme på, hvad der tricker os i bestemte situationer. Blive mere opmærksomme på automatpiloterne. Det kræver tid, accept, ro og… KÆRLIGHED. Fra andre og fra dig selv. Det viser sig nemlig, at mennesker som for nylig har fået anerkendelse og ros for deres bedste sider, og som selv er opmærksomme på eget værd, er mere tilbøjelige til at se kritisk på egne ellers faste overbevisninger. (… det åbner selvfølgelig for en ny diskussion om strategisk kærlighedsmanipulation, men det hører til i et andet blogindlæg. Og hvad pokker – det er da sjovere at kysse kæresten til at slå toiletbrættet ned end at piske ham til det :) )

Så vi kan kan altså ikke blindt regne med, at vi i enhver situation ved, hvad der er bedst for os selv, eller at vi kan nå vores mål, hvis vi blot ønsker det nok. Hjernens veje er uransagelige og modtagelige – heldigvis allermest for kærlighed og anerkendelse. Vi må erkende, at vi ikke kan kontrollere alt. Langt fra, faktisk, Men det betyder ikke, at vi ikke kan tage ansvar. For os selv og for andre. Personlig udvikling kommer i den optik til at handle meget mindre om at vinde og præstere, men om at forstå og søge indsigt, så vi kan træffe bedre beslutninger. Eller som Cordelia Fine kækt siger: ”Vi har pligt til – både over for os selv og for andre – at formindske de skadelige virkninger af hjernens fiduser, hver gang vi har chancen”.