Der er skrevet kilometervis af bøger, holdt foredrag og kurser om temaet work life balance. Og stadig kæmper en meget stor del af os med at få familieliv, arbejdsliv og fritidsinteresser til at gå op i en overkommelig enhed. En undersøgelse fra DJØF viste i efteråret 2010, at 1/4 af djøf’erne føler sig stressede dagligt. Og 46 % beretter om fysiske stresssymptomer såsom søvn- og hukommelsesbesvær. Noget kunne tyde på, at et eller andet er helt galt i måden, vi organiserer os på på arbejdspladsen. Og i de forventninger vi har til os selv og hinanden om, hvad det gode liv og gode arbejdsliv er for størrelser.

Australieren Nigel Marsh giver i denne TEDx-video sit bud på, hvordan man opnår bedre balance mellem arbejde og alt det andet, vi også gerne vil bruge vores liv på. Det er dejligt simpelt i hans optik, og jeg tror han på mange måder har fat i den lange ende. Helt kort sagt handler det om at:

1. Få en åben og realistisk samfundsdebat om temaet. Ikke mere pseudo-snak om fleksibilitet, fitness og “casual friday”.

2. Turde tage ansvar individuelt – vi kan ikke regne med at samfundet eller arbejdspladsen finder en god løsning for os. “If You don’t design Your own life, somebody else will. And You may not like their idea of balance”

3. Opstille realistiske forventninger til det liv, vi gerne vil have. Tænke konsekvenserne igennem.

4. Tage små skridt. Det er ofte de små handlinger i hverdagen, der kan gøre en stor forskel.

Som sagt lyder det besnærende enkelt, og det tror jeg egentlig også det er – i teorien. Når vi skal i gang med at handle, så bliver det dog straks værre. Jeg kender det både fra mit eget liv og fra mit job, hvor jeg møder mange mennesker, som slår knuder på sig selv for at få alt til at hænge sammen. Det kan være svært at træffe de ‘sunde’ beslutninger af mange grunde: Forventninger fra kollegaer, kunder, patienter, chefer, familie, en selv. Tanken om at man måske kommer til at skuffe andre. Frygten for at fejle. Økonomi. Og - måske allermest - den splittelse, der handler om, at vi faktisk synes, vores arbejde er rigtig sjovt, meningsfuldt og udfordrende. Hvis to do-listen er én lang juhu-liste af spændende, lærerige oplevelser. Hvordan skal vi så prioritere?

Jeg tror, Nigel Marsh har ret i, at vi hver især må tage ansvar for vores eget liv. Men jeg tror faktisk også, at opgaven er for stor, så længe vi er i et ansættelsesforhold på en arbejdsplads og så længe vi har et job, vi virkelig brænder for. Jeg tror, at vi med et ensidigt individuelt fokus kommer til at underkende betydningen af kultur og belønningsmekanismer på vores arbejdsplads. Og jeg tror, vi overvurderer, hvor stort et ansvar vi selv kan løfte, når vi skal vælge i den store slikbutik af udfoldelsesmuligheder, som arbejdslivet også er.

De seneste år har teknologi og nye organiseringsformer skabt rigtig gode vilkår for medindflydelse og fleksibilitet for den enkelte leder og medarbejder. Vi kan i høj grad tilrettelægge vores arbejde selv. Og mange steder har man indført coachende ledelse eller ‘selvledelse’. Det giver nye muligheder for selvstændighed og for at kunne udfolde sine egne drømme og ideer, men det medfører også, at vi kan komme til at tro, at der ikke længere er rammer. Der er rammer! De er bare ikke så synlige og udtalte. Vi får dem ikke beskrevet, men skal i stedet ligesom kunne fornemme os frem til dem. Og det handler både om rammer for opgaveløsning, arbejdsmængde, arbejdstider, kvalitet, engagement, mv. Vi forventes at kunne bruge vores situationsfornemmelse til at forstå, hvordan det er bedst at agere, når vi er på arbejde. Man kunne også sige: Vi skal være empatiske i forhold til vores virksomheds behov. Det betyder, at vi udvikler et stærkt følelsesmæssigt bånd til arbejdspladsen, som efterhånden gør det rigtig vanskeligt at huske, at arbejde jo også bare er en række opgaver, der skal udføres.

Misforstå mig ikke. Jeg tror de færreste af os vil være tjent med et arbejdsliv, hvor lederen dikterer hvad om helst, og hvor arbejdsdagen hedder 8-16. Punktum. De fleste nyder også godt af frihed og ansvar. Men det er ikke det samme, som at vi ikke har brug for tydelige rammer. Anders Raastrup Kristensen (CBS) har netop udgivet bogen “Det grænseløse arbejdsliv. At lede de selvledende medarbejdere”. Han pointerer her, at også selvledende medarbejdere har brug for ledere. Til at sætte fokus, til at hjælpe med at bruge ressourcerne rigtigt, til at opstille fælles pejlemærker og prioriteringer - og til at turde markere og sige: “Det skaber ikke værdi, at du holder din computer tænkt i døgndrift”.

Jeg mener, det er vigtigt at gå på to ben i diskussionen om balancer. For det første må hver enkelt af os turde se realiteterne i øjnene og tage handling i vores eget liv – vi kan ikke vente på, at andre gør det for os. Og hvis vi starter med de små skridt, så er det måske ikke så uoverkommeligt endda. For det andet er vi sammen nødt til at overveje, hvordan vi kan genindføre  tydeligere rammer på arbejdspladserne. Ikke i form at rigide regelsæt, men i form af ledere og medarbejdere der kommunikerer åbent og klart om forventninger og fælles retning. Groft sagt: Lidt mindre ‘coachende ledelse’ – lidt mere rammesætning. Arbejdslivsbalancer handler både om individets valg, men også om at erkende, at nogle valg ligger ud over, hvad den enkelte kan kapere. Her må fællesskabet træde til.